Der var noget, ægteparret fra Viborg ikke havde taget højde for, da de i 2007 købte huset i Thyborøn som en investering: Naboerne!
Det helt særlige sammenhold, de mødte, fik dem til at rykke rødderne op og flytte fuld tid til byen.
I dag vil de være kendte ansigter for mange på grund af deres store engagement i lokalområdet.
Egentlig skulle det bare have været en investering. Et hus der kunne lejes ud i nogle år, bruges lidt som sommerhus og senere sælges igen. Kravet var, at det skulle ligge tæt på vandet og gerne på vestkysten. Inge Lise og Søren Kristian Schmidt søgte bredt og fandt tilfældigt frem til et hus til salg i Thyborøn.
Det var ikke et sted, ægteparret havde noget kendskab til på forhånd.
Parret kommer fra Viborg, og kigger man rundt i deres stue, kan man tydeligt fornemme, at de har mange eksotiske oplevelser med sig i bagagen fra rejser til fremmede himmelstrøg: Sofapuderne har orientalsk islæt, en legoudgave af Taj Mahal, små figurer af spændende indiske guder og ’det græske hjørne’ i hvide og blå farver ude i havepavillonen.
At rejse har været en stor del af parrets liv.
Da de i 2007 var på husjagt tiltalte huset i Thyborøn dem, for det var et helårshus og ikke bare et sommerhus i et område, hvor der kun var liv i turistsæsonen.
De tog ud for at se på det og faldt pladask for huset, der dengang var indrettet som noget fra et ”Bo Bedre”, fortæller de.
Og så skete det!
Under deres første besøg i det nye hus, kommer naboen forbi og inviterer på en øl.
Den øl skulle vise sig at føre ret så meget med sig.
”Pludselig var vi jo inviteret til kobberbryllup hos nogen her på vejen. Og bagefter konfirmation. Det har vi aldrig oplevet før sådan bare at blive inviteret med på den måde”, siger Inge Lise Schmidt og fortsætter:
”Selvom vi har boet så mange år i Viborg, har vi et langt større netværk her i byen allerede”.
Parret holdt planen om at leje huset ud i nogle år, men opdagede hurtigt, at de langsomt tilbragte mere og mere tid i Thyborøn. Det føltes helt naturligt.
”Vi deltog jo i alverdens ting herude. Oktoberfest og alting året rundt var vi inviteret til”, fortæller Søren.
Vi følte hurtigt, vi blev en del af det fællesskab og sammenhold, der er her. Selvfølgelig kræver det også, at man selv er åben for det og tager imod det og selv byder ind”, siger Inge Lise Schmidt om oplevelsen med at blive ”integrereret” i det vestjyske.
Historien tog derfor en noget uventet drejning for parret.
I 2012 tog de beslutningen: I stedet for at leje huset ud og senere hen sælge det, flyttede de nu ud og blev thyborønboer på fuld tid. Søren gik på efterløn efter et liv som sælger, og Inge Lise stoppede ligeledes efter et arbejdsliv som sygeplejerske på Viborg Sygehus.
Dermed blev et langt livskapitel i det midtjyske afsluttet.
Parret mødtes som helt unge, allerede inden uddannelserne var afsluttede.
Vi mødtes på et diskotek i Viborg. Inge Lise kom og skældte mig ud, fordi jeg havde sat mig på hendes stol, mens hun var væk. Så spurgte jeg, om hun ikke ville danse med mig. Og det har hun gjort lige siden”, beretter Søren med et stort smil.
Parret har fire voksne børn og ti børnebørn, og familien skulle lige vænne sig til tanken om flytningen. ”Vores børn syntes, det var lidt mærkeligt i begyndelsen, at vi ville flytte herud. Men de fleste af dem bor i Sønderjylland nu, så vi havde i forvejen langt til hinanden. Og i dag synes de, her er dejligt. Skuldrene falder ned, når man kører over Hygum Bakke, siger vores datter, og vores børnebørn elsker området. Her er jo masser, de kan boltre sig med”, siger Inge Lise Schmidt.
Vi har mødt et fællesskab uden lige. Folk har været så åbne og imødekommende. Det har været fantastisk
Parret startede som det første i Humørklubben, en klub for folk over 60, der står for et væld af aktiviteter.
I dag har både Inge Lise og Søren et langt C.V. af engagementer:
Begge er chauffør på plejehjemmets bus, der kører beboerne på udflugt. Søren er også pilot på rickshawcykel i projekt ”Vind i håret”.
I klædeskabet findes nu også skjorten for Lemvig Shantykor, hvor Søren er kommet med.
Han sang før som tenor i Viborg Mandskor. Også tjansen som vægter varetog han i Viborg, og i dag kan han opleves i den tunge, sorte uldfrakke i hele juli måned nu i Lemvig Vægterlaug.
Her holder han blandt andet historiske byvandringer og fortæller om Lemvigs historie, og hver torsdag i juli synger vægterne aftensang på Lemvig Havn.
Til ære for fotografen stiller Søren gerne op i alle sine ”uniformer” og fortæller om de mange spændende hverv og oplevelser.
Den tunge vægterstav med de drabelige pikke, som blandt andet blev brug til at prikke til sovende kirkegængere om søndagen, kræver i øvrigt våbentilladelse!
Seniordans, strikkeklub og en tid i integrationsenheden og menighedsrådet er også noget af dét, der har været på programmet for ægteparret.
”Vi har altid været vant til at være meget aktive. Sådan er vi bare. Så det har været vigtigt, at der har været alle de muligheder, da vi flyttede hertil”, siger Søren og uddyber:
”At synke helt hen, fordi man bliver ældre, det går altså ikke. Det er jo med at leve livet! Vi har kun det ene, så vi griber alle de chancer, der byder sig”!
Det var dog lidt af en omvæltning for parret at flytte fra deres viborgvilla på 200 kvm i to etager til parcelhuset i Thyborøn med den halve plads.
”Men vi synes, vi har fået os indrettet rigtig godt”, siger Søren.
Han har endda fået et helt særligt afsnit installeret.
”I Viborg var jeg meget glad for det værtshus, der hed Messing Jens. Da det lukkede, fik jeg lavet en bar derhjemme, indrettet med inspiration fra mit gamle stamværtshus”, fortæller han.
Derfor kan man i dag også finde en hjemmebar i huset i Thyborøn, nu i lidt mindre størrelse, men stadig veludstyret.
Man får instinktivt lyst at hænge ud her, få en enkelt drink og en hyggelig historie ved den lille disk, og man skal ikke være sammen med Søren Kristian Schmidt i mange minutter, før man fornemmer, at han er leveringsdygtig i begge dele.
Baren med den maritime décor er snedigt klemt ind i husets lille mellemgang, som Inge Lise nok havde tænkt til vintertøj. Sådan blev det ikke, og det var godt.
Rundt om huset er der have. Et væld af små hyggelige kroge gør det indbydende at slå sig ned, hvor end man kigger hen. Havedam og rododendronbed med Sørens hjemmedesignede vandingssystem med overfladevand. På sydsiden er der også bede og krukker i massevis. Både Inge Lise og Søren nyder at gå i haven og her eksperimenteres gerne. Figentræ og citroner findes nok ikke mange andre steder i nabolaget.
Vi synes, vi har fået en rigtig lille perle her. Det er vores paradis, vil jeg næsten sige, siger Søren.
”Vi er også rigtig glade for naturen heromkring. Havet med sandstranden og klitlandskabet med fugleliv. Vi får nogle gode cykelture til Langerhuse, og vi vinterbader begge”, føjer Inge Lise til listen af plusser, der har været med til at flytte ægteparret hertil.
Men der er altså én ting, der har været afgørende. Den første øl med naboen, der startede det hele, nævnes endnu engang i fortællingen som et symbol på det særlige her.
Vi har mødt et fællesskab uden lige. Folk har været så åbne og imødekommende. Det har været fantastisk, siger Søren Kristian Schmidt.
En særlig folkesjæl hersker her på landtangen mellem fjord og hav.
”Jeg tror, det kommer af, at man er vant til at klare sig selv herude”, siger Inge Lise og fortsætter:
Man skal selv følge sine ideer til dørs, og man er ikke forvent med hjælp. Den nye svømmehal og den nye skaterbane, som de lokale selv har været med til at finansiere, er gode eksempler. Man klarer det selv, og det giver en god grobund for ekstra sammenhold, tror jeg, siger hun.
Det har selvfølgelig været en omvæltning at flytte fra bylivet i Viborg og ud til kysten.
”Man ikke bare kan gå ned i byen, og så kan man købe alting. Man skal køre lidt for at handle, og nogle gange skal man langt væk. Men det vænner man sig til”, siger Inge Lise og lufter dog en enkelt bekymring:
”Man kan godt bekymre sig for den dag, vi ikke kan køre bil længere. Der er offentlig transport her, tog og bus, men ikke om aftenen. Så vil man til et arrangement, foredrag eller koncert, kan det blive svært at komme hjem”.
Parret har allerede stået én gang med problemet. Søren skulle til ølsmagning i Lemvig, og Inge Lise var på arbejde og kunne ikke hente ham.
Men ved du hvad? Da jeg fortalte vores nabo om problemstillingen, sagde han: ”Jamen jeg henter dig da bare!” Det er sådan noget, der blæser en lidt bagover, fortæller Søren.
Men kunne parret så finde på at flytte fra byen igen senere hen?
”Nej”, ler de begge i kor.
”Jeg plejer at sige, at næste gang vi flytter, så er det altså hen på kirkegården”, griner Søren Kristian Schmidt.