Tænk at kunne åbne sin egen butik, når man er 20 år gammel. Den drøm har Laurits Nees Olesen gjort til virkelighed. Han er for nyligt flyttet tilbage til Harboøre, hvor han har trådt sine barnesko, efter en smuttur i Aarhus for at uddanne sig til blomsterbinder.
Uddannelsen i Aarhus har gjort ham godt, men det har også gjort ham opmærksom på, at der altså kun er ét sted, han vil kalde sit hjem; Harboøre.
Det var rigtig fint at være i Aarhus, men man kunne også nemt gå rundt en hel dag uden at nogle vidste, hvem jeg var. Sådan er det ikke i Harboøre – der kender alle hinanden og snakker med hinanden
Her er fællesskabet stærkt, og døren til det står altid åben.
Den tidligere købmandsbutik i Kirkegade 18 har han selv sat i stand. Nu er den blevet til “No. 5” – en personlig og farverig blomster- og keramikbutik, hvor kunderne bliver mødt af friske hortensiaer og hånddrejede vaser med havets bølger som inspiration til glasuren.
For Laurits Nees Olesen er det ikke bare et arbejde at have en butik, som den her - men en livsstil. Og det er ikke tilfældigt, at det er netop her, drømmen om egen butik er blevet til virkelighed: "Jeg har altid vidst, at jeg skulle tilbage. Det har bare været et spørgsmål om hvornår", siger han.
Med naturen som inspiration
Udenfor butikken står vestenvinden aldrig stille, og klitlandskabet er en del af hverdagens udsigt. Det giver ro – og inspiration.
"Jeg elsker at gå med hundene ude omkring Langerhuse. Der er barskt, smukt og en helt særlig stemning", siger han.
Det er ikke kun omgivelserne, der betyder noget – men også stemningen mellem mennesker.
"Vi har vejboder, hvor man stoler på, at folk tager og betaler, som de skal. Det siger alt om den tillid, vi har til hinanden herude", siger han.