Ellen Martine Heuser har boet i europæiske storbyer næsten hele livet. Nu har hun adresse i Lemvig og skal arbejde blandt får, hedelandskab og vestjyder. Og skal måske lige øve sig lidt mere i at finde bilens koblingspunkt...
Kan man komme ret meget længere væk fra Vestjylland end København? Prøv med en københavner, som de seneste mange år har boet i Hamborg, Warszawa og Berlin.
Sådan en er Ellen Martine Heuser.
Men måske er hun en lidt atypisk en af slagsen, hvis man da kan putte folk i kasser på den måde, som danskerne har det med at gøre, når det kommer til tilhørsforhold og dialekter.
For siden august har hun boet med en fabelagtig udsigt til kirketårnet på Lemvig Kirke fra sin lejlighed i den hyggelige, lidt kuperede Frederiksgade i centrum af Lemvig. Det med vejens hældning kommer vi tilbage til, for måske er der alligevel lidt om det med at være fra hovedstaden…
Den 35-årige billedhugger og kunstteoretiker er ansat som projektleder og skal medvirke til at etablere et nyt natur- og videncenter på Gjellerodde. Der er dog ikke meget ’artsy-fartsy’ over hverken hende eller hendes hjem på førstesalen i en af gadens gamle, smukke villaer.
Et par høje, gule gummistøvler står lige inden for døren, og et par nyindkøbte korte står ved siden af.
For naturen og især hedelandskabet er Ellen Martines arbejdsplads og inspirationskilde.
Jeg er blevet meget berørt, siden jeg er kommet til Jylland og har arbejdet med heden. Fordi jeg voksede op i København uden egentlig at vide, at det er får, kvæg, heste og mennesker, som har formet vores landskaber. Det har ramt noget eksistentielt i mig; noget, der trækker tråde tilbage til oldtiden, forklarer hun.
For det er ikke for sjov, det med gummistøvlerne. På sofaen ligger et smukt, brunt fåreskind, og i hjørnet står en hyrdestav. Med små rester af uld ved den afrundede krog, som bruges til at holde fårenes bagben, så man kan få fat i dem, når de skal tjekkes nærmere.
Et vigtigt redskab i det, der meget tilfældigt blev til Ellen Martines sommerjob, da hun i marts 2023 opsøgte hyrden Berit Kiilerich på Lystbækgaard ved Ulfborg for at høre, om hun kendte nogen, der havde et hedeområde, hun måtte bruge til et kunstprojekt.
’Vil du hyrde mine får til sommer?’ spurgte Berit pludselig. Jeg tænkte lidt over det, og valgte at springe ud i det, fortæller Ellen Martine og tilføjer, at det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange, hun havde været i Jylland før det tidspunkt.
Men hun kunne lide jobbet. Faktisk så meget, at hun blev ved med at vende tilbage til den vestjyske natur igen og igen de næste par år, hvor hun ellers havde base i København. Nu har det resulteret i en projektlederstilling, og målet er blandt andet over de næste to år at etablere et natur- og videncenter på Gjellerodde.
Jeg ville gerne kombinere arbejdet med fårene og naturen med den kunstneriske praksis. Der er mangel på hyrder og på forståelsen for får og deres betydning for landskabet. Så planen er blandt andet at der skal opstartes en skoletjeneste i spejderhuset, som vi har fået brugsret over af Lemvig Kommune. Børn skal ud at have fingrene i jorden og materialerne i naturen
Men når man er så knyttet til naturen, som hun er, hvorfor så bosætte sig i Lemvig by og ikke i et hus på landet eller i en af landsbyerne?
"For mig er Lemvig et godt sted at starte. Lejligheden her giver mig tid til at finde ud af, om jeg skal bo tættere på havet eller måske i skoven. Og indtil videre har jeg kun haft ét problem: At vælge mellem alt det, jeg gerne vil lave i fritiden!", ler Ellen Martine og remser sine interesser og byens muligheder op: Sejlads, kajak, roning, surfing og badning.
"Jeg har lyst til at komme i gang med det det hele, men det kan jeg jo ikke…"
Så indtil videre nøjes hun med at cykle til Vinkelhage eller at gå over på østhavnen for at bade. Lige her har hun et udviklingsønske til byen: En sauna, som man har ved havnen i mange storbyer, og hvor folk kan lukke sig selv ind med en kode.
Men det skorter ikke på indbydelser og opfodringer fra lokalbefolkningen, når hun møder dem:
"Forleden købte jeg mel af en mand fra Gudum, og han spurgte, om jeg ikke ville være med til at synge i kor, fortæller hun, og finder en stor papirspose med mel".
Åbenhed, nysgerrighed og hjælpsomhed. Og her er vi nok nødt til at vende tilbage til det med den kuperede Frederiksgade og dermed måske lidt en fordom, som handler om københavnere og bilkørsel.
For mange unge i hovedstaden får først kørekort langt oppe i tyvene, hvis de da overhovedet nogensinde får behovet. I Vestjylland sætter de fleste sig bag rattet og skruer op for dakkedak-musikken på dagen, de fylder 17.
"Jeg er en af dem, der har haft kørekort længe, men jeg har ikke brugt det de sidste ti år. Men jeg kunne jo godt se, at her får jeg brug for en bil, så nu har jeg altså købt en. Den holder dernede”, siger hun med et nik ned mod gaden.
Men kendere vil vide, at Lemvig nok ikke er den letteste by at begive sig ud i, når man er en uerfaren bilist. Det måtte Ellen Martine også sande en lørdag aften, hvor hun havde fået parkeret på det stejle stykke af Frederiksgade og skulle derfra.
"Jeg kunne simpelthen ikke finde koblingspunktet og få bilen i gear, så jeg opgav og gik op i min lejlighed. Så sad jeg ellers her og lyttede, til jeg kunne høre en nede på gaden. Jeg styrtede ned ad trappen og spurgte, om han lige ville sætte sig ind i min bil og køre den ud. Han syntes vist, det var lidt morsomt, men han var meget sød og hjalp mig". Det viste sig, at han var et af byrådsmedlemmerne, ler hun og nævner også den stejle del af Søndergade som decideret angstprovokerende i begyndelsen.
"Det er jo ren San Francisco!", sammenligner Ellen Martine, som faktisk tog kørekort, da hun gik på kunstakademiet i Hamborg.
Men det er godt, at hun er i stand til at køre bil, for en vigtig del af den lokale offentlige transport havde hun aldrig hørt om, før hun kom.
Forleden talte jeg med en ung fyr fra Thyborøn, som nævnte VLTJ. Han så helt forkert ud i ansigtet, da det gik op for ham, at jeg ikke anede, hvad det var og heller aldrig har hørt sangen. Så mit råd til andre tilflyttere må være at lytte til VLTJ-sangen med Tørfisk, inden de kommer.
Selv om Ellen Martine er vokset op i København med busser, S-tog og cykelafstande til det meste, så er hun på en måde ikke helt overrasket over, at hun trives så godt i det vestjyske.
Det er godt for mig at kunne se horisonten. Jeg følte mig indeklemt både i Berlin og København. Jeg tror, at vi mennesker nogle gange skal være bedre til at lytte til, hvor livet prøver at skubbe os hen og så bare gribe chancen.
Hun sagde derfor, for nu i hvert fald, et farvel til venner, familie og det, hun kalder ’den klassiske kunstnerplan’: Atelier i storbyen. Leve af sin kunst. Bevæge sig i kunstnerkredse.
"Det interesserede mig ikke. Jeg spurgte mig selv, hvem jeg egentlig havde lyst til at hænge ud med. Svaret var ’nogle vestjyder og en masse får’".
Dog lurer en lille tanke i forhold til at bo i Lemvig, langt væk fra familien.
Jeg er 35 år og har ingen forpligtelser. Men her på egnen oplever jeg, at jeg ikke kan tale ret længe med jævnaldrende, før de helt af sig selv lige nævner deres ægtefælle, kæreste eller børn. Så måske kan det blive lidt en udfordring ikke at bo i en kernefamilie her, siger Ellen Martine eftertænksomt og næsten spørgende.
Hun er også helt bevidst om, at hun ikke har oplevet den første vinter endnu, hvor folk kryber lidt mere i ly i deres huse, og naturen ofte viser sig fra en noget barskere side.
Helt alene er Ellen Martine dog ikke ret længe ad gangen. Hun har gode venner i Thy og omkring Holstebro. Og for nylig fik hun besøg fra Hamborg. Vennerne ville ud at vandre og var meget imponerede over naturen.
Lemvig er en lidt overset by i Danmark. Men for mig er der faktisk også en vis tiltrækningskraft i, at området ikke er helt så kendt som for eksempel Klitmøller. Endnu, siger hun.
Hendes mor har også bemærket, at datteren trives godt blandt hede, får, hav og fjord.
’Du er jo gladere der’, sagde hun til mig. Og hun har ret. Lige nu er jeg i er det bedste humør, jeg har været i længe. Og så sover jeg ikke med ørepropper længere! Det har jeg ellers gjort de sidste to år, hvor jeg boede i en lejlighed på Vesterbrogade, siger Ellen Martine, som ikke har planer om at vende tilbage til stenbroen, selv når projektet engang er færdigt og kører.
Ubegrænset, kommer det prompte fra hende, når hun får spørgsmålet om, hvor længe hun har planer om at blive.
Here to stay!, tilføjer hun med et varmt smil.
35 år – opvokset i Svendborg og København Projektleder på Natur- og videncenter Gjellerodde
Uddannet billedhugger og kunstteoretiker
Har tidligere arbejdet som underviser, kunstner og fårehyrde
Har i mange år boet i Berlin, Warszawa, Hamborg og København
Flyttede til Lemvig i sommeren 2025
Børnene skal have fingrene i jorden.
I løbet af de næste to år kommer der nyt liv i det gamle spejderhus, som ligger lige i kanten af heden på Gjellerodde, hvor talrige får gennem hele sommeren går frit rundt og græsser, læmmer og plejer naturen med tænderne, så hedearealet ikke vokser til i hyben, gyvel, græs og andre planter, som hurtigt kan få overtaget.
”Børnene skal derud og have fingrene i jorden, tegne og lave herbarier”, fortæller Ellen Martine Heuser om den skoletjeneste, som er en del af det nye projekt ’Natur- og videncenter Gjellerodde’.
Projektets formål er at etablere et natur- og videncenter på Gjellerodde, som er et EU-udpeget Natura 2000 område. Derudover er planen også at lave et mobilt hedekontor, som kan køres ud til udvalgte hedearealer i Nordvestjylland.
Det nye naturcenter skal have base i spejderhuset, som er ejet af Lemvig Kommune; her er allerede indgået en aftale om brugsret. Formålet med centret er dels at arbejde for bæredygtig naturpleje og genopretning af heden, dels at øge børn og voksnes kendskab til og interesse for heden og Gjellerodde. Disse kulturlandskaber repræsenterer nemlig ifølge projektgruppen enestående værdier, der i øjeblikket er truet af øko-, diversitets- og klimakrise.
Målet er at etablere et nytænkende og tværfagligt samarbejde om samspillet mellem kulturhistorie og bæredygtig naturpleje. Projektets etableringsfase, som er støttet af Landdistriktspuljen, er allerede påbegyndt, og indtil videre er der lovning på 1,3 millioner kroner i støtte fra forskellige fonde.
Projektet er formuleret af Ellen Martine Heuser og Susanne William Rasmussen. Det er etableret under den nordvestjyske afgræsningsforening ’Får til Kanten – levende landskaber’. Projektets styregruppe består af
Ellen Martine Heuser, Billedhugger, kunstteoretiker, underviser og vandrehyrde
Susanne William Rasmussen, Dr.phil. & ph.d. i antikhistorie og religionssociologi
Nina Svanborg, Dyrlæge og naturplejer og bestyrelsesformand, Får til Kanten
Berit Kiilerich, Fårehyrde og naturplejer, Lystbækgaard