Hun læste til læge, han til biolog. For et par år siden boede Lærke og Emil Grøn Jensen sammen i en lejlighed i Aarhus. De nød det ungdomsliv, som byen tilbød med gode studiefællesskaber, mange fælles venner og masser af den slags sociale tilbud, som en storby som Aarhus kan levere: "Det var en fantastisk studietid. Vi havde det virkelig godt i Aarhus", siger Emil Grøn Jensen.
Men selvom storbyen summede af liv, manglede der nu alligevel noget. Der manglede en dybere tilknytning. Både Lærke og Emil er fra Nr. Nissum, så når de var hjemme for at besøge forældrene på hjemegnen blev de mindet om alt det, de savnede i storbyen: Ro, plads, tilknytning og fællesskaber, der stak dybere end bare fælles interesser.
Vi havde egentlig tænkt, at det med at flytte tilbage først var noget, vi ville gøre længere ude i fremtiden. Men hver gang vi var hjemme i Nr. Nissum, føltes det bare rigtigt, fortæller Lærke Grøn Jensen.
Et nyt kapitel – med familie i centrum
Da Lærke blev gravid, begyndte tankerne om tilbageflytning for alvor at tage form. Og da deres søn Laurits kom til verden, blev der sat turbo på beslutningen. "Det satte for alvor skub i det. Vi blev enige om, at det gav mening at flytte hjem nu. Vi syntes ikke rigtig, der var nogen grund til at vente", siger Emil.
Men det var ikke uden tvivl. "Der var mange tanker. For var vi klar til at give afkald på det byliv, vi kendte? På caféture, kulturtilbud og det ungdomsliv fra studierne, vi jo stadig var lidt en del af", fortæller Lærke.
Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme – kort efter at de havde taget springet og flyttet til Nr. Nissum:
For de fællesskaber, vi har her, føles bare utrolig meningsfulde og meget stærke. Det er det, der har betydet mest, siger hun.
“Et ’jeg’ er blevet til et ’vi’”
Flytningen fra byen til Nr. Nissum blev flytningen over i et stærkere fællesskab: "I Aarhus var man mere sin egen lille familie. Men her i Nr. Nissum er fællesskabet i første række. Man bor ikke bare på en vej – man bor et sted, hvor man gerne vil hinanden som naboer", siger Emil.
Man mærker det også i institutionen. Man vil hinanden som forældre. Det er stærkt, og det er noget, vi virkelig er glade for, at Laurits får med sig, siger Lærke.
Følelsen af at høre til viser sig i hverdagen – og i de små øjeblikke.
"Når vi er til torvedag og ser Laurits løbe rundt mellem alle dem, han kender. Når vi selv begynder at kende flere og flere og kan mærke, at de gerne vil os, og vi vil dem. Det er de momenter, hvor jeg tænker, at det virkelig har været det hele værd", siger Lærke.