Familiekabalen gik op i Lemvig

Østjyske Line flyttede til kærestens hjemby og blev positivt overrasket.

Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Mads Krabbe

Østjyske Line flyttede til kærestens hjemby og blev positivt overrasket.

’Det er godt nok langt væk.’ Sådan var Line Sparres første indtryk af Vestjylland og Lemvig, da hun sad i bilen fra Aarhus sammen med sin daværende kæreste som stammer fra Fabjerg. Her, mere end ti år senere, har hun et noget andet syn på limfjordsbyen. Manden ved hendes side er også en anden, og folkeregisteradressen er ligeledes ny.

Nu står hendes navn nemlig på postkassen ud for en stor brunstensvilla på Knud Eels Vej i Lemvig sammen med navnene Jesper Rosenby Knak, Minne, Johanne og Silke.

Klos op ad 1970’er husets ’pæne dør’ står en el-ladcykel; sådan en, der bruges til at transportere børn og indkøbsposer rundt med. Alene det, at døren er blokeret på den måde, fortæller meget om, hvem der nu har overtaget adressen og lægger planer her for de næste mange år: Moderne huse og yngre familier har kun brug for én indgang, så ved bryggersdøren ved siden af inviterer 35-årige Line indenfor i det gennemrenoverede hus.

”Vi har selv revet ned, lad os sige det sådan. Han er bankmand. Jeg er ergoterapeut, så deeet… Men jeg vil sige, at vi godt nok har lært meget undervejs,” fortæller hun, mens hun viser vej gennem det store hus, de købte for to år siden i en noget anden tilstand. Den ’pæne indgang’ er nu omdannet til et rummeligt walk-in closet, der er lagt gulvvarme over det meste, og flere vægge er blevet væltet for at skabe nye rum.

Tættere på borgerne

Inde i den store, lyse stue sidder Silke på halvandet år i sofaen og slapper af med en sut i munden, mens hun lige hviler hovedet efter en travl dag i dagplejen.

”Den ligger simpelthen lige hernede for enden af vejen, så det kunne ikke være nemmere,” fortæller Line.

Netop det, at livet godt måtte føles mindre hektisk og måske mere enkelt, var en af årsagerne til, at hun og Jesper valgte at sige farvel til Aarhus-forstaden Søften, selv om de begge havde boet i storbyen i mange år, og Line selv kommer fra det østjyske.

At det så passede med, at Lines tidligere samlever også var klar til at vende tilbage til hjemegnen, så deres to piger ikke skulle pendle den lange vej, var endnu en grund til at tage springet vestpå.

”Jeg har faktisk først opdaget Lemvig rigtigt, efter vi er flyttet hertil. Men jeg kunne godt mærke, at når vi var herovre på besøg, var vi på en måde i et andet gear. Selv om det naturligvis også handlede om, at vi så var væk fra vaskemaskinen og støvsugeren derhjemme,” erkender hun.

I knap et år har hun arbejdet som visitator i Lemvig Kommune, hvor hun blandt andet tager ud og vurderer, hvilken hjemmehjælp og hvilke hjælpemidler, borgerne har brug for. Et tilsvarende job havde hun i ti år i Aarhus Kommune.

”Det er meget anderledes her. Vi er tættere på borgerne, hvor jeg nok lavede mere ’skrivebordsvisitation’ i mit gamle job. Her kan jeg hurtigt sige, at ’Jo, han skal bruge det og det, for jeg besøgte ham forleden, og han kan ikke det og det selv’”, forklarer Line, som nu har fire kolleger i stedet for de 41, hun havde i Aarhus.

Det at være sagsbehandler i et mindre samfund har dog den konsekvens, at hun enkelte gange har foretrukket at give en sag videre til en kollega, fordi det eksempelvis drejede sig om hendes venindes slægtning. Og så nævner hun også, at hun faktisk er blevet meget overrasket over, at hendes løn i Lemvig er lidt lavere, end den var i Aarhus på samme overenskomst.

Hamster og hankat

Turen rundt i huset er nået til pigernes værelser, som denne uge ikke bliver brugt, da de er hos deres far og hans kæreste – lige ovre på den anden side af vigen i Lemvigs østlige del.

Inde på niårige Minnes værelse styrer Silke målrettet efter et væld af små, blanke smykker, som storesøster har liggende.

”Ja, derfor holder vi døren lukket herind,” smiler Line. Der er også lukket ind til syvårige Johannes værelse, men det er mest af hensyn til familiens nyeste medlem: Hamsteren Per. 

For med rundt på turen i huset har også den langhårede hankat Benji sluttet sig til.

”Ham fik jeg, da jeg boede alene i Søften. Jeg syntes, huset blev lidt tomt hver anden uge, når pigerne var hos deres far,” siger hun, mens Silke aer den snakkesalige kat, som hele kvarteret vist har taget til sig.

Han var væk i nogle dage, og jeg tror altså, at der er nogen, der har børstet hans pels, for han var lidt filtret, da han forsvandt. Men var så fin, da han kom tilbage, med et blik på den sorte kat.

Håndbold blev til parforhold

Hoveddøren går, og der lyder et ”hej” ude fra bryggerset da Jesper, 36, kommer ind. Han kører hver dag til Ringkøbing, hvor han er privatrådgiver i Ringkøbing Landbobank. Et job han fik efter 15 år i Nordea i Aarhus, hvor han havde hele sin omgangskreds og den håndboldklub, som har været en stor del af hans liv. Så faktisk var det også ham, der skulle tænke mest over at vende tilbage til barndomsbyen Lemvig.

”Efter så mange år i Aarhus var det der, mit netværk var. Det bestod af kolleger, gamle venner fra Lemvig og håndboldkammerater,” forklarer Jesper, som faktisk blev boende længere tid i Lemvig, end mange af vennerne, efter han var færdig med handelsskolen. Han spillede nemlig håndbold på højt niveau i Lemvig Håndbold, og ville gerne prioritere det.

Men en opgave på handelsskolen, altså den gamle handelsskole nede i Vasen, kastede en elevstilling i Nordea i Lemvig af sig. Efter de tre års elevtid var de fleste venner flyttet til storbyen, så han valgte at følge trop, og etablerede sig i den østjyske hovedstad.

Familien er rykket ind til spisebordet i det store, moderne køkken-alrum, og Silke sidder tålmodigt og hygger sig med at tegne, mens hendes forældre mindes, hvordan det også var håndbolden, som bragte dem sammen. For anden gang…

”Jeg var begyndt at spille i min barndomsklub i Hammel igen, og en dag så jeg Jesper på banen spille for Hammels herrehold. Eller det vil sige, jeg troede jeg så dig,” ler hun og indskyder, at han havde mistet lidt hår på hovedet, siden hun så ham sidst syv år tidligere.

”Så jeg måtte lige sende en sms og spørge, om det nu kunne passe,” fortæller hun videre og tilføjer, at hun og Jesper faktisk datede lidt for rigtig mange år siden.

Dengang var det også gennem håndbolden, de havde fået øje på hinanden.

Men håndbold blev til parforhold i 2022, og Jesper flyttede ind i Lines lille hus på 98 kvadratmeter i Søften, hvor også Minne og Johanne boede hver anden uge.

”Det var fint, men det var tæt!” fastslår Line leende, mens Jesper tilføjer, at de boede godt men også gjorde sig tanker om at få flere børn, og så ville det knibe med pladsen.

”Men et hus som det her ville koste omkring 4-6 millioner kroner i Aarhusområdet,” forklarer han.

Bedre børneliv

Det kostede huset i Lemvig ikke. Langt fra. Så efter en omfattende proces med ombygning bor de nu i drømmehuset i det rolige villakvarter, hvor de er blandt de yngste på vejen.

”Vi mærkede med det samme en enorm fællesskabsfølelse her. Da vi havde købt huset, kom naboerne over for at hilse på, og da vi fik Silke kom de også forbi for at sige tillykke. Så vi føler, at vi er blevet taget virkelig godt imod,” siger Line, som også har fået Lemvig godt ind under huden i løbet af de to år, hun har boet her.

”I fredags havde vi en magisk dag. Der var rigtig varmt, så jeg pakkede bilen med ungerne og en pizza, og så tog vi ud til Vinkelhage for at bade sammen med et vennepar og deres børn. Der kan Lemvig virkelig noget,” fastslår hun med et tilfreds nik.

Snart begynder hun også som håndboldtræner for Johannes hold – en opgave, hun er meget spændt på, ’for hvordan skal hun dog holde styr på sådan en flok seks-syvårige drenge og piger’.

”Men det er også håndbolden, der får mig til at føle mig hjemme. For den følelse af fællesskab, kan man få i alle sportshaller,” siger Line.

Parret nævner også, at de har stor gavn af at have Jespers familie tæt på. De har hjulpet til under renoveringen, og er også flinke til at springe til i dagligdagen, når der er brug for en ekstra hånd for at få hverdagens kabale til at gå op.

De to store piger er faldet rigtig godt til på Christinelystskolen, som ligger i gåafstand fra hjemmet, og når børnene har det godt, er forældrene som bekendt også glade.

”Noget af det første Minne sagde, da hun var begyndt, var: ’Det larmer ikke så meget i skolen mere’. Jeg ved godt, at der er problemer med fødselstallet i kommunen, men de er færre i klassen her end i Søften, og jeg må bare sige, at børnene har fået en opgradering institutionsmæssigt,” siger Line med et tilfreds nik.

Både hun og Jesper er også glade for byens kulturtilbud og handelsliv, og især Jesper er blevet overrasket over, hvor meget der er sket med hans hjemby i de år, han har været væk:

”Der er virkelig nogle ildsjæle, der har gjort noget for at skabe liv i gågaden og på havnen. Der er gode arrangementer på biblioteket, hos Tante Andante og til krabbefestivalen, og så har vi svømmehallen tæt på, hvilket betyder meget for os.”

”Mange tror, at Lemvig er en lille flække, men den kan meget mere, end man tror,” supplerer Line. Hun bedyrer også, at de gør en dyd ud af at bruge de lokale butikker:

”Jeg arbejdede i en tøjbutik i Hammel i syv år, og jeg kan altså godt huske de stille dage uden ret mange kunder…”

Opgave for virksomheder

Det eneste, parret savner fra tiden i Aarhus, foruden IKEA, er en helt særlig bekvemmelighed: 

”Vi mangler Wolt!” ler Line om det firma, der bringer take-away mad og varer ud, når man bestiller i en app. 

Men pizza leveret på dørtrinnet må alligevel siges at høre til under ’i-landsproblemer’, så faktisk er det kun nærheden til vennerne og Lines familie østpå, der nogle gange trækker lidt i parret.

”Sidst vi kørte ind i Aarhus, fik jeg den der ’Aaah, nu er jeg hjemme’-følelse. Men efter tre timer var det mere sådan ’Nu er jeg træt. Her er for mange mennesker,’” ler Line, mens Jesper tilføjer:

”For mig er Aarhus nu mere blevet til gode minder om dengang, man mest skulle koncentrere sig om sig selv”.

Og noget tyder på, at de i fremtiden ikke behøver at køre så langt for at mødes med vennerne. Nogle af Jespers gamle kammerater fra Lemvig er så småt begyndt at lufte tanken om at pakke flyttebilen og køre vestpå igen.

”Men for at nå dertil, skal man være klar til at give slip på det, man har i storbyen. Og måske være kommet dertil i livet, at man har fået børn og ved, hvad det betyder at have bedsteforældre tæt på. 

Og så tror jeg, der ligger en vigtig opgave for virksomhederne her på egnen i at fortælle, hvad de kan og ikke mindst hvilke job- og karrieremuligheder, der tilbydes hos dem. Så kan yngre mennesker se, at de jobtyper, som man ellers associerer med storbyen, forhåbentlig også findes her,” lyder hans vurdering, af hvad der skal til for at tiltrække yngre mennesker ud over billigere huse og god plads på vejene.

Men nu hvor I er de unge på vejen, planlægger I så, at I skal være de gamle på vejen om mange år? 

”Ja, jeg skal aldrig flytte igen!” fastslår Line leende.