Tekst: Helle Ringgaard. Foto: Johan Gadegaard
Julie Rosenby Knak er flyttet tilbage til Lemvig.
Nærhed til familie giver hende de bedste rammer for fremtidens arbejds- og fritidsliv.
Lemvig er fantastisk! Faktisk søgte jeg stillingen som bosætningskonsulent i kommunen, inden vi flyttede hertil. Jeg ville virkelig gerne arbejde for, at flere ser mulighederne og får glæden ved at bo her. Byen og stemningen nyder så godt af initiativerne omkring havnemiljøet; krabbefestival, bagagerumsmarked og den slags. Gode rammer for at kunne mødes uden at det kræver planlægning og invitationer.
Julie Rosenby Knak flyttede tilbage til Lemvig i slutningen af sidste år – uden at have fået job. Uddannet professions bachelor i Digital Konceptudvikling i januar 2024 fra Erhvervsakademiet. Kæreste med Kevin Schweistrup og mor til deres dengang to måneder gamle datter, Celina.
Små fem år tidligere var hun rykket til Herning for at læse Branding og Marketing Magagement på VIA (tidligere TEKO, red.).
”Efter HH vidste jeg ikke, hvad jeg ville, så jeg havde to sabbatår, boede hjemme og arbejdede i en børnehave. Det gav ikke mening at flytte til en anden by uden at vide, om jeg skulle læse der. Heldigvis havde jeg et par veninder, som heller ikke var flyttet endnu.”
Studieårene i Herning var gode; to uddannelser, nye veninder og en kæreste. Men byen bød hverken på langtidsudsigter, fjordudsigter eller familiesamvær.
Jeg havde hørt folk sige, hvor skøn Lemvig er, men forstod det nok ikke helt dengang; jeg kunne da godt lide at gå tur langs Strandvejen, men havde jo ikke boet andre steder. Jeg var vant til bakker med smukke udsigtspunkter. Det kom bag på mig, hvor meget jeg kunne savne omgivelserne!
Julie Rosenby Knak er yngste søster i en familie med tre søskende. De bor nu alle i Lemvig igen. For dem er ’nærmeste familie’ også onkler, tanter, fætre, kusiner og bedsteforældre. De mange familiefødselsdage og begivenheder hjemme vestpå betød, at weekender i Herning tit blev brudt op og hakket kortere af to timers kørsel. Eller at de måtte melde afbud. Julie Rosenby Knak og Kevin Schweistrup besluttede at flytte, allerede inden de ventede barn.
”Jeg ville ikke længere væk fra Lemvig end Herning, og der ville jeg ikke blive, så reelt stod vi med valget mellem Holstebro og Lemvig. Holstebro havde muligvis flere interessante virksomheder, men vi havde ikke andre tilhørsforhold, og arbejde kan man pendle efter.”
Kevins Schweistrups job som indkøber og logistikansvarlig i et engrosfirma åbnede mulighed for hjemmearbejdsplads. Han kunne bo, hvor han ville. Sikkerheden for flytbar fast indtægt var en væsentlig forudsætning, da de begyndte at se på hus. Beslutningen om at flytte til Lemvig blev talt længe og grundigt igennem.
Det var vigtigt, at vi var enige. Det er en stor beslutning at flytte i hus og stifte gæld sammen. Vi er ikke typerne, som bor et sted for at sætte det i stand og så rykke videre.
Velovervejede og med ro på økonomien er parret ikke stødt på store overraskelser, siden de i december flyttede ind i et brunstensparcelhus fra 1970’erne i den østligste ende af Lemvig.
Der er forskel på at bo sammen i en by, hvor man begge er flyttet til og at flytte til den enes hjemmebane. Besøg med koncentreret samvær hos familien i Lemvig havde fyldt en del af deres fælles fritid. Bevidstheden om at ville balancere bedsteforældre-tid bedst muligt til begge sider blev talt godt igennem på forhånd.
Hverdag med udgangspunkt på egen Lemvig-matrikel er blevet noget andet end det børnefri voksenliv i Herning. Man ses måske oftere med Rosenby Knak-siden, men så ikke så længe ad gangen. Søskende kan løbe på hinanden tilfældigt til forårsopvisning, og det gør ikke så meget, hvis nogen glemmer en trøje; man ses snart igen.
”I begyndelsen fik vi selvfølgelig flere besøg. Da havde mine forældre lige fået Celina tæt på, og hun var helt ny. Jeg havde set det samme med min storesøsters børn, så jeg var forberedt på, at det kunne ændre sig”, fortæller Julie Rosenby Knak.
Jeg havde hørt folk sige, hvor skøn Lemvig er, men forstod det nok ikke helt dengang; jeg kunne da godt lide at gå tur langs Strandvejen, men havde jo ikke boet andre steder. Jeg var vant til bakker med smukke udsigtspunkter. Det kom bag på mig, hvor meget jeg kunne savne omgivelserne
Julie Rosenby Knak har ikke benyttet sig af Lemvig Kommunes Tilflytternetværk. Til gengæld er hun glad for sin mødregruppe.
Vi er seks, lige mange første- og flergangs-mødre. Faktisk også to tilflyttere med tilbageflytterkærester. Sjovt nok, for jeg havde en kønsrolleforventning om, at mænd er mere flytbare end kvinder, og at kvinder har mere brug for deres egne familier, når de får børn. Det er dejligt at få andre perspektiver på ting – og rart at møde nye mennesker i Lemvig.”
Celina Rosenby Schweistrup blev født på Gødstrup Sygehus. Får hun søskende, forventer Julie Rosenby Knak også, at de kommer til verden der. Det bekymrer hende ikke. Afstanden er medregnet i flytningen.
”Vi har fået en time længere at køre til alt – koncerter, lufthavn, større byer - i forhold til Herning. Sygehus er med i puljen”, siger hun.
Det gode liv lige nu handler om at kunne trille en tur med barnevogn, svinge forbi familien, møde folk, falde i snak og lade børnene hygge sig på en legeplads imens. Ukompliceret og uden at lave aftaler på forhånd.
”I mødregruppen fortæller de, at vinterferien havde så mange lokale tilbud for de ældre søskende, at de ikke kunne nå det hele. Sådan husker jeg ikke min opvækst – men jeg gik også primært op i håndbold! Forhåbentlig fortsætter niveauet, så aktiviteter og venner ikke kun findes i skolen om nogle år. At her bliver ved at være noget at lave – både for børn og voksne - som man ikke selv skal finde på.”
”Udvalget af fritidsaktiviteter vil naturligvis altid være mindre i en mindre by. Til gengæld interesserer folk sig for hinanden. Jumping Fitness fyldte meget i årene, inden jeg blev gravid. I Lemvig hilste alle på alle i hallen, og var man væk et par uger, spurgte folk til en. Det skete ikke i Herning, uanset hvor stabilt man ellers mødte ind. Jeg glæder mig virkelig til få min faste gang i hallen igen!”.
Alle Julie Rosenby Knaks venner og veninder fra før er flyttet fra Lemvig. Men de spørger interesserede til hendes erfaringer.
”Så måske kommer nogen af dem tilbage inden for nogle år. Vi ser vores venner på en anden måde nu. Her har vi et gæsteværelse og et anneks, så i stedet for at et glas vin på en hverdagsaften kan vi tilbyde weekendovernatning.”
Familien har foreløbig kun tre vintermåneder at vurdere flytningen ud fra. Der er først en sommer med masser af byliv og mennesker på havnen og siden en afsluttet barsel at se frem mod, når arbejds- og familielivet i Lemvig skal finde sin fastere, blivende form.
Og Julie Rosenby Knak skal finde sig et job. Drømmejobbet kunne ligne stillingsopslaget som bosætningskonsulent. Det kan også vise sig som noget ganske andet. Alle stillinger, som fanger hendes interesse, bliver søgt.
”Som nyuddannet er det svært at være alt for kritisk. Jeg ved fra min praktik, at jeg med mine kompetencer kan gøre en stor forskel for en mindre virksomhed. Omvendt er det også spændende at være del af et team i en større virksomhed, hvor man udfylder en mindre rolle.”
”Jeg er også optaget af, hvordan Lemvig udvikler sig. Bliver den ved at være, hvad den er nu? En by med åbne butikker i gågaden. Kommer der flere som os? Det giver jo mening at tage væk og studere som ung, men kommer man tilbage? Hvad gør Celina, når det bliver hendes tur? Vi har indstillet os på at være her nu. Om vi bliver for altid, vil nok afhænge af, hvor vores børn til sin tid bosætter sig og hvor meget familie, vi har tilbage. Mine bedsteforældre lever endnu, og jeg vil gerne give samme tætte forhold på tværs af generationer videre.”