Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Mads Krabbe
Sarah og Alex flyttede tilbage til Lemvig.
Da familielivet trængte på, så ændrede behovene sig.
Udenfor på trappen er der nogen, der har smidt en stor vandpistol – ja, vel nærmest et vandgevær af den slags, der virkelig kan noget. Der bor børn i det her hus, ingen tvivl om det.
”Den virker vist ikke, den der”, lyder det fra husets ene ejer, Alex Rytter, som lige har parkeret bilen i carporten og kommer smilende op ad trappen, peger på ringeklokken, og går lige ind. Her i kvarteret låser man ikke døren før til aften.
”Det var faktisk en af grundene til, at vi gerne ville tilbage til Lemvig. Trygheden,” fortæller Alex Rytter.
I 2016 pakkede han og samleveren Sarah Lomborg flyttebilen og sagde farvel til Aarhus.
Havde du spurgt mig, inden jeg blev gravid, om jeg nogensinde ville flytte til Lemvig igen, så havde svaret nok været nej. Men der sker jo noget med en, i den situation, lyder det fra Sarah.
Hun sidder sammen med Alex ved familiens store spisebord i det lyse, moderne køkkenalrum, hvor næsten hele den ene væg består af et kæmpe vinduesparti. Her breder udsigten sig over byens tage og byder også på et kig over til søen.
De mødte hinanden i 2008 på værtshuset ’Tante’ i Lemvig en munter aften i byen.
”Ja, det er lidt en kliché, ikke! ler Alex om det spøjse i, at han, som er vokset op i Lomborg, render ind i en Lemvig-pige, som hedder Lomborg til efternavn.
Som så mange andre unge fra egnen, havde de lyst til at opleve noget andet end blæsevejr, landbrugsmaskiner på vejene og vindmøller, så de flyttede til Aarhus for at uddanne sig. Hun til revisor, og han fulgte efter et par år senere for at efteruddanne sig som produktionsteknolog i Horsens. Noget, der betød en del bilkørsel mellem den østjyske hovedstad og ’fængselsbyen’ mod syd.
”Men til sidst kunne jeg slet ikke ha’ trafikken i Aarhus! Jeg var SÅ træt af at holde for rødt lys!” udbryder Alex med store øjne, mens Sarah stemmer i:
En dag sad jeg i bussen og så nogle børn spille fodbold i en baggård. Da slog det mig, at mine børn altså skulle spille fodbold på græs, udbryder hun og tilføjer smilende, at hun godt er klar over, at der skam findes fine fodboldbaner i Aarhus.
Så med ældstesønnen Villads’ snarlige ankomst, begyndte tankerne at søge mod vest igen til hjembyen, som i parentes bemærket kun har fire lyskryds, og hvor myldretiden som regel er afviklet på ti minutter…
Det var nye behov, som trak os hjem, og med barn i klapvognen og storbylivet afprøvet, fandt vi hurtigt ud af, at det var det rette valg.
Man kerer sig på en måde mere om hinanden her, og ved, hvor folk hører til. Når vores to ældste render rundt på vejen og leger, kommer de nogle gange hjem med en slikkepind i hånden. Så har de været inde hos naboen, og har også fået en med til Philip, siger Sarah.
Det var også genboen, der sprang hjælpende til, da Sarah var på barsel med Majse, som altid kunne time sin middagslur med lige præcis det tidspunkt, Villads skulle hentes i børnehaven:
”Hun tilbød, at jeg bare kunne smide babyalarmen over til hende i de ti minutter. Så skulle hun nok lytte efter og gå over til Majse, hvis der var brug for det”.
Huset, de bor i, måtte de dog vente lidt på, dukkede op, så de startede med at bo til leje i et andet hus i et par år, inden de fandt det helt perfekte hjem til deres familie.
”Og så har vi jo ikke betalt en ’bondegård’, for det”, siger Alex og fortæller om venner i Aarhus, som nok har givet både det dobbelte og tredobbelte for noget tilsvarende. Uden udsigt.
Så både tiden og økonomien har haft gavn af at slå rødder i Lemvig. Alex kan nå at aflevere alle tre børn i dagpleje og på Lemtorpskolen og køre til jobbet i Bonnet på en halv time. Før kunne de bruge tre kvarter på at køre ti kilometer fra det sydlige Aarhus til nord.
Sarah arbejder 32 timer i ugen, og uden at de på nogen måde føler sig som økonomisk velhavende, har de ofte også råd til både sommerferie og skiferie.
Og som en ekstra luksus, fik de for et par år siden mulighed for at købe sig ind i familiesommerhuset på Holmsøre syd for Gjellerodde.
”Det er vores lille perle. Her tager vi tit ud en tirsdag aften og ser kapsejlads, står på padelboard og nyder udsigten” fortæller de nærmest lidt forlegne over, at de også har den mulighed.
Men er der slet ingen områder, hvor parret kigger misundeligt mod de større byer med en mere central placering på landkortet?
Der er nok nogle, som kan få svært ved at finde eller skifte job herude, vurderer Alex. Han arbejder selv i industrien, og parret er enige om, at netop de nok har flere muligheder jobmæssigt, end en akademiker med humanistisk baggrund.
”Jeg taler jo med mange erhvervsdrivende gennem mit arbejde, og mange virksomheder mangler faktisk folk. Men måske skal de blive bedre til at sige, at ’du kan sagtens finde ud af halvdelen af jobbet, og resten kan vi lære dig’”, siger Sarah.
Ja vestjyske virksomheder råber ikke ligefrem højt om, at de mangler folk, tilføjer Alex.
For nylig har Lemvig Kommune lanceret en ny bosætningskampagne netop for at få flere yngre mennesker til at slå sig ned på egnen. I den forbindelse skulle der laves en lille reklamefilm, hvor der skulle bruges to statister. Ad omveje landede forespørgslen hos Alex og Sarah, som efter flere overvejelser om jantelov og beskedenhed endte med at sige ja til at medvirke.
”Der var flere, som opfordrede os til det, og så tænkte vi, at vi jo også selv må være med til at gøre noget for at vende udviklingen”, fortæller Sarah. Så de endte i badetøj i vandet ved Roklubben i to timer sammen med to skuespillere, og havde en virkelig sjov oplevelse.
”Men Alex hader at bade i saltvand!”, ler Sarah, som selv vinterbader, når hun kan komme til det.
Med deres medvirken håber de at kunne at inspirere flere til at flytte til det, de selv kalder ’Guldkantsdanmark’.
For som kampagnen siger, så er det faktisk det hele værd at tage det spring, siger Sarah.
I forhold til at appellere mere til yngre mennesker, som måske overvejer at tage springet vestpå, har hun en opfordring især til dem, der arbejder med rekruttering både kommunalt og i erhvervslivet:
Få fat i et yngre menneske på en arbejdsplads her på egnen, og lad vedkommende lave stories på de sociale medier fra hans eller hendes hverdag. I dag stritter alt på mig, når jeg for eksempel ser kommunale jobannoncer på LinkedIn. Der er altid brugt et billede af svingdøren på Rådhuset eller et billede af fjorden eller søen som blikfang. Vi ser billeder, før vi læser teksten, og det der virker altså ikke hos unge. Vis dog nogle mennesker, eller hvad jobbet handler om!
At det kan lade sig gøre med viral markedsføring i Lemvig, giver parret et godt eksempel på.
Surdejsbageriet og caféen Brokmans på havnen i Lemvig har efter deres mening ramt hovedet på sømmet med vedkommende og personlige stories fra hverdagen i bageriet. Både når dejen bobler lystigt, og når ovnen pludselig strejker en tidlig morgen.
”Jeg havde besøg af en veninde fra Aarhus, som følger dem på Instagram. Hun sagde ’Jeg føler jo næsten, at jeg kender Rebekka (indehaveren, red.), men det gør jeg jo slet ikke!’”, fortæller Sarah med et smil.
Cafélivet i byen er noget, familien benytter sig af sammen med børnene, ligesom de også er glade for, at der både er biograf, bibliotek og svømmehal indenfor gåafstand.
”Og hvis vi har lyst til at komme til en storby, så kører vi jo bare halvanden time til Aarhus,” lyder det fra Alex.
- Jamen, gør I så det?
”Nej! Der er slet ikke noget, der trækker mere!”, udbryder han leende, inden han rejser sig og kører ud for at hente børn.
Sarah Lomborg, 35 og Alex Rytter, 40. Har børnene Villads, 9, Majse, 6, og Philip, 2.
Hun er uddannet revisor og arbejder hos Fjordland i Lemvig.
Han er uddannet produktionsteknolog og arbejder på Bonnet Maskinfabrik.
De bor i Lemvigs østlige bydel i et hus, de købte i 2018.
Han er opvokset på landet i Lomborg, og hun i Lemvig.
Efter nogle år i Aarhus for at uddanne sig, valgte de i 2016 at vende tilbage til deres hjemegn sammen med deres første søn.
Begge er aktive i foreningslivet, bruger naturen til vinterbadning, cykling og lystfiskeri, og børnene dyrker gymnastik, fodbold, håndbold og sejlads.